Madame Champagne

Von Leonora Christina Skov

Linn und Isak Lauretius sind berühmt, haben Kinder und Au Pair-Mädchen. Jetzt sollen beide für ein Lifestyle-Magazin portraitiert werden. Aber die Journalistin Kate Karlund weiß zu viel. Zudem möchte sie das Saubermann-Image von der glücklichen Familie in tausend Stücke zerschlagen. Was sind das für Leichen, die Linn im Keller hat und die so schwer wiegen, dass sich einige Menschen aus ihrer Vergangenheit so fürchterlich an ihr rächen wollen?"Madame Champagne'" ist ein sensibles Porträt einer sich in einer Krise befindenden Ehe. Ein zeitgenössischer Thriller, basierend auf einer sexuell übertriebenen Gesellschaft. Er schildert den Sumpf aus Misserfolg und Ausbeutung und spielt immer wieder mit Begriffen wie Schuld und Verantwortung."Mit dem Erotikthriller 'Madame Champagne' setzt die Schriftstellerin Leonora Christina Skov ein deutliches literarisches Zeichen ... ein zeitgenössischer Roman, der erfolgreich ein nuanciertes Bild der heutigen polarisierenden Sexualdebatte gibt." - Anette Dina Sørensen, Politiken.-

• Sprache: Deutsch
• Herausgeber: SAGA Egmont
• Erscheinungsdatum: 20. Feb. 2018
• ISBN: 9788711514047

Buchvorschau

Annette

Mezzaninen

Lovina, Bali

– Jeg har slået to mennesker ihjel, Wayan.

Det føles mærkeligt at sige det højt på den måde. To mennesker. Ihjel. Ud for os speeder alle fiskerbådene op og sætter efter en flok springende delfiner, og jeg finindstiller kikkerten og borer tæerne ned i sandet, der er helt køligt på denne tid af morgenen.

– Guderne skal vide, at de fortjente det begge to, men ... jeg ved ikke ...

Jeg betragter turisterne, der hænger ud over rælingen med deres kameraer, og Wayan peger i den anden retning. Hans tænder er uimodståeligt hvide, og jeg vil hellere se på ham end på delfinerne, der flygter fra byens turister, men han bliver ved at pege.

– Ja, ja, jeg har set dem. Vi sidder og glor på de skide delfiner hver eneste morgen.

Det er ikke helt rigtigt. I går lå vi for eksempel i min dobbeltseng i et af de mange små huse, der udgør Hotel Sortaya, og Wayan lå mellem mine ben. En gang imellem løftede han hovedet og så på mig med det der skælmske blik, der bliver ved at hjemsøge mig, når vi er fra hinanden og ja, ja, selvfølgelig gav jeg efter til sidst. Ganske højlydt endda. Derhjemme ville den blotte tanke have gjort mig rød af skam, men herude er jeg ligeglad med, hvad naboerne tænker. De aner jo alligevel ingenting, hvem de så end er. Folk bliver sjældent i Lovina ret længe, når de opdager, at koralrevene er døde og maden langt dårligere end sydpå. Nu springer turisterne i vandet med deres kluntede svømmefødder derude. Flere af dem snorkler allerede rundt for at få et glimt af de hjemløse tropefisk, der forsøger at gemme sig mellem forsteningerne. Wayan lægger diskret armen om mig.

– Sarapan-breakfast?

– Ya!

Ya er det eneste, jeg behøver at kunne udtrykke på indonesisk. Ja til morgenmad, ja til hans hånd, der vækker min skulder under T-shirten.

– Kekasih, hvisker han og kysser mig på håret. – Kekasih ...

Kekasih er blevet synonym med mig herude, og jeg ved ikke hvad det betyder, men jeg kan høre, at han mener det kærligt, og det er det vigtigste. Efter alle årene alene har jeg lært at prioritere mine behov. Han rækker mig hånden og hjælper mig op at stå.

– Terimah kasih!

– Tidak apa-apa! You’re welcome!

Han udtaler ordene langsomt, men jeg gentager dem ikke, som jeg plejer.

– Ved du, hvad det værste er, Wayan?

Han bukker sig og børster min sarong fri for sand med lange, rolige strøg.

– Det værste er, at jeg tænker på dem hver eneste dag. Begge to. De fortjener ikke, at nogen tænker på dem, men jeg kan ikke lade være, kender du det?

Hans klipklapper giver små, svuppende lyde fra sig, og jeg trækker forsøgsvis sarongen sammen om benene. De laver saronger til pygmæer herude.

– Very cheap, madam! Salak, yes? Papaya? Look, look!!

Frugtsælgerne omringer os, og en strandsælger vinker til mig med en af sine strandkjoler og råber et eller andet. Jeg forstår ikke, at de gider blive ved med at antaste mig uge efter uge, men de kan vel ikke kende forskel på mig og de andre kvinder.

– Maybe tomorrow, madam?

– No.

– Good quality! Look!

– No.

De pifter, idet vi passerer, og Wayan nikker op mod vores stamrestaurant. Jeg ved, at han vil bestille stedets continental breakfast, der ikke har noget med continental breakfast at gøre. Til hans fødselsdag prøvede jeg at forkæle ham med en overnatning på Bali Hilton International, men han sad bare og stak til morgenmaden og vidste ikke, hvilke gafler og skeer der hørte til hvad. Nu nikker han til den yndige Sujatmi, der står klar med menukortene.

– Salamat pagi!

Hun ser kun på mig.

– Good morning, madam. Would you like breakfast?

Hun slår ud mod et af de gode borde først fremme. Hendes opsatte frisure er pyntet med frangipaniblomster i dag. Hun må være jævnaldrende med Wayan, måske lidt yngre, men hendes ranke holdning giver hende et mere modent udtryk. Wayan har tendens til at slæbe benene efter sig, og når han sidder, falder han sammen i ryggen.

– Kekasih. You’re so beautiful, siger han og kærtegner mit hår, der er bleget af solen, som han kan lide det. Når han får øje på en blondine, kan han ikke lade være med at dreje hovedet, uanset hvordan hun ser ud.

– Coffee or tea, madam?

– Tea please. And a Coca-Cola for you?

Han nikker og læner sig tilbage.

– Terimah kasih.

Han får solen lige i ansigtet, og jeg kan ikke få nok af at betragte ham. Hans sortlokkede hår glinser i lyset, og huden gløder i mange nuancer, læberne er let spredte, øjnene halvvejs lukket i. Jeg sætter tænderne i et stykke papaya fra den obligatoriske skål med udskåret frugt, men det smager melet. Overmodent. Ville han mon stadig elske mig, hvis han vidste, hvad jeg havde gjort?

– Excuse me, madam, are you ready to order?

Sujatmi har skænket te for mig og serveret colaen med tre hvide sugerør. Hun smiler med munden alene, og jeg smiler tilbage. Utroligt, hvad man kan lære af en pige på atten-nitten år.

– Do you have champagne?

Hun noterer på sin blok med små, hårde streger.

– And two glasses.

– Of course, madam. Anything else?

– Yes.

De ser begge to spørgende på mig, og jeg er lige ved at prøve at få dem til at forstå, at det er en dødsdag, vi fejrer. Treårsdagen for mit mord på to mennesker, der ved gud fortjente det, men jeg bestiller to continental breakfasts med ekstra pandekager i stedet.

– I am just so very happy, that’s all, siger jeg, og Sujatmi oversætter for Wayan, der beder hende svare, at han har det på samme måde. Han har sådan nogle helt fantastisk lange øjenvipper, når han slår blikket ned. Mine hænder knuger hinanden.

– Jeg har aldrig elsket nogen så meget, som jeg elsker dig, siger jeg, og Wayan vinker til en af sine venner, der kommer gående med et surfbræt under armen. Havet har fået hvide skumtoppe nu. Det er ved at blive højvande.

Frederiksberg

Tre år tidligere

Engang levede jeg for øjeblikke som dette.

– Ryk lige lidt tættere sammen, kom! Ja, sådan! Og kan vi så få et kys?

Isak ler, så jeg kan se de bagerste kroner i hans overmund.

– Du mener sådan her ...?

Han tager mig under hagen og drejer mit ansigt i den rigtige vinkel, der får blitzen til at eksplodere ud over min kind. Hans ånde smager af mint, da vores læber mødes i et langt, stillestående kys, og jeg vil aldrig kunne fortælle ham, hvor meget smagen minder mig om tandlægebesøg. Hvor meget, jeg ville ønske ...

– Lidt mere action, kom!

– Action?

Isaks læber kradser mod mine. Han er tør i munden, men hans tungespids føles glat mellem mine tænder.

– Ja, sådan! Mere af det!

Han trækker sig bort i et ryk, og hele cafeen holder vejret bag aviserne. Gennem cigaretrøg og søndagsjazz i skrattende højtalere, der sender loops gennem Sarah Vaughans Embrace me, my sweet embraceable you.

– Det må vist være nok med det, siger han, og jeg møder ti par øjne, der pludselig får travlt med at se ned og bladre, så aviserne rasler. Journalisten ser op fra sine papirer. Hendes blik får mig til at tænke på knappenåle.

– Har du fået de billeder, du skulle bruge, eller ...?

Fotografen stiller prøvende skarpt på Anna, men opgiver, da hendes hår sænker sig over brynene. Han lader kameraet falde og sukker.

– Ja. Jeg smutter nu.

– Fint. Så ses vi. Vær lige forsigtig, derude. Det er helt sikkert glat.

---

Journalisten stryger åndsfraværende sit lange, blegede hår bort fra ansigtet og tænder båndoptageren. Skubber den hen over ridserne i cafebordet og læner sig frem mod Laura, der rører klumpet flødeskum ud i sin kakao, så skeen klirrer mod porcelænet.

– Du må holde op med det der, kan du det? Det går lige i mikrofonen.

Der er noget kejtet over hendes henvendelse. Hun har helt sikkert ingen børn, registrerer jeg og griber skeen, før Laura kan nå at røre videre. Rækker bagover og lægger den fra mig på bardisken. Laura sparker til det nærmeste bordben, så vores kopper flyder over, og journalisten smiler. Det ser ud til at falde hende svært.

– De sidste par år har I vadet i succes, kan man roligt sige ...

– Ja?

Isak læner sig en smule frem.

– Ja, og jeg vil gerne starte med at spørge jer, hvordan det egentlig er at være familien Lauretius for tiden?

Kulden i hendes stemme foruroliger mig, men Isak lægger bare an til et af smilene, der får kvinder over hele landet til at sende ham åbne invitationer med rød pen og mobilnummer.

– Det er sjovt, at du spørger, siger han og ser fra mig til pigerne. – For hånden på hjertet: Så sent som for lidt siden tænkte jeg faktisk på, hvor godt vi har det. Det er jo et helt utroligt privilegium at have mulighed for at lave det, man virkelig brænder for.

– Peptalk, mener du?

– Ja, ja, tv-programmet er jo bare en lille del af Lauretius Coaching. Men jeg tænker i allerhøjeste grad på os begge to.

Isaks hånd føles kølig og klam, da han lægger den over min på stolekanten.

– Som ægtemand er det ... jamen, jeg har dårligt ord for, hvor livsbekræftende det er at se Linn udfolde sit potentiale som forfatter og modekommentator, og jeg mener ...

– Så det er en drømmesituation for jer?

Isak nikker langsomt.

– Noget af det der slår mig, nu hvor jeg er blevet ældre, er, hvor travlt jeg havde med at bevise alt muligt, da jeg var yngre. Det gælder for mange i min generation, tror jeg.

Han stryger Laura over håret, selv om hendes slangekrøller gør modstand. Vikler en af dem rundt og rundt som formuleringen, han drejer på plads.

– Min generation har jo haft en enorm frihed sammenlignet med vores forældregeneration, men først nu har vi tiden til at nyde det hele. Parforholdet. Børnene. Set i bakspejlet må jeg sige, at en af de ting, der har formet mit liv allermest, har været at få børn. Pludselig at opleve den her betingelsesløse kærlighed.

– Kan du konkretisere det lidt?

– Konkretisere?

– Ja, jeg går ud fra, at I er bekendte med præmisserne for ...

Isak hoster, som han gør på tv. Præcis så langt, at det virker som et punktum i samtalen. Smiler lidt mere og siger, at han faktisk er et dybt blufærdigt menneske. Hun må bære over med ham. Hans naturlige tilbøjelighed er at sidde i et hjørne og betragte livet omkring sig.

– Det ved du da om nogen, elskede?

Isak taler lige så meget til alle de halve ører bag aviserne, som han taler til mig. De første par år føltes det mærkeligt med det konstante publikum. I dag føles det mærkeligere uden.

– Jamen selvfølgelig, skat.

Jeg blinker til journalisten, men hun ser bare lige igennem mig.

– Man tror det nok ikke, men Isak er faktisk et virkelig privat menneske. Det er vi begge to.

Hun knipser hætten af en sort Mont Blanc Classic.

– Ja, det er jeg sikker på.

Hun skriver med blåt blæk. En lang tråd af skråskrift, der ender i to udråbstegn.

– Men som jeg sagde, før jeg blev afbrudt, går jeg ud fra, at I er bekendte med præmisserne for portrætinterviews af den her type? Vi vil om bag facaden. Ellers er der jo ingen pointe i at bruge 10-15 sider på jer, for at sige det som det er.

– Det er klart.

Jeg smiler.

– Ja, det håber jeg.

– Selvfølgelig. Vi har da glædet os til at have jer iblandt os de næste par dage. Virkelig. Det er jo en fantastisk mulighed for at nuancere mediernes billede af os.

Journalisten løfter det ene bryn.

– Og det er tiltrængt, synes du?

Hun kunne godt lære at skjule sin modvilje lidt bedre.

– Ja, selvfølgelig synes jeg det. Isak og jeg er jo offentlige personer med alt, hvad dertil hører. For eksempel, at alle har en mening om os uden at have ret meget at have den i.

Hun løfter brynet lidt højere.

– Og din blog har vel ikke ligefrem gjort meningerne færre, går jeg ud fra?

Hun hentyder til www.bitchbixen.com, der startede som en frustration over kendte danskeres dårlige tøjstil og er endt som Danmarks mest læste blog i år.

– Det er vel altid omkostningsfuldt at gå ud i medierne og nedrakke andre på den måde, siger jeg.

– Så hvorfor gør du det?

Jeg forsøger at få øjenkontakt med Isak, der sidder og studerer bagsiden af menukortet. Det lykkes mig ikke, og jeg føler mig træt ind til benet, da jeg rejser mig. Sender min lykkeligste latter ned over mikrofonen og slår ud med armene mod kagerne i cafeens glasmontre.

– Det må vist være tid til et stykke hindbærtærte, eller hvad siger I?

Endelig vågner Isak op. Det vidste jeg, at han ville.

– Jeg tror, at jeg springer over, skat. Mig og kager, du ved.

– Nå ja, det er sandt. De giver dig ondt i maven.

Isak rødmer, og det klæder ham. Han lader mig redde os ud af penible situationer lidt for ofte, og når alt er tilbage på sporet, fortsætter han bare, som er intet hændt.

– Jeg har altid tolket hele min eksistens i mødet med de kvinder, jeg har elsket, hører jeg ham sige, inden jeg vender mig væk. For jeg ved, at historien om pigernes mor, der døde i barselsseng, er lige på trapperne, og jeg kan stadig bedst holde ud at høre den med ryggen til. Så jeg afgiver min bestilling til et mut pigebarn, der ikke foretager sig stort andet end at svinge med sin hestehale. Hører med et halvt øre Isak sige, at han savner Karie hver dag. Hendes milde væsen. Han udtaler Karie på dansk som Marie med K. Ka-rie, og det skurrer i mine ører, som al hendes væsen skurrer i mine øjne, når jeg tilfældigt falder over billeder af hende i skuffer og skabe. Hendes hektisk plettede kinder. Jeg forstår godt, at Isak kun omtaler hende ved lejligheder som denne.

– Flødeskum eller